www.lgcenter.dk

  Du er her: Forside » Hvem er vi?
Log ind      18. august 2017
 Soeg LGC
Gå til forsiden Kontakt os Adgang for alle - få siden læst op Sitemap - oversigt
Menu
Kontakt Læbe-Ganespalte Centret
Rygårds Allé 45, st.
2900 Hellerup
Tlf. 45 11 44 75
Hvem er vi?
Læbe-Ganespalte Centret i Hellerup består af et tværfagligt team, som varetager behandlingen af børn og voksne født med læbe-ganespalte. Vores mål er i videst muligt omfang at afhjælpe de følger, spalterne giver.

Teamet består af specialsygeplejersker, plastikkirurger, talepædagoger/audiologopæder, specialtandlæger og protetiker, klinikassistenter, øre-næse-halslæger, klinisk genetiker, psykolog samt administrativt personale. Du kan læse om de enkelte faggrupper ved at gå til siden om Det tværfaglige team. Du kan se personalelisten på kontaktsiden.

Landsdelsfunktion
Læbe-Ganespalte Centret har landsdelsfunktion og dækker Danmark øst for Storebælt. Når et barn fødes med læbe-ganespalte, har læger og jordemødre ifølge loven pligt til at informere et af de to behandlingssteder, der er i Danmark. Centret for Vestdanmark ligger i Århus.Logo_RH.gif

Læbe-Ganespalte Centret i Hellerup er siden august 2008 placeret organisatorisk som en selvstændig klinik under HovedOrtoCentret på Rigshospitalet.

Behandlingsplanlægning
Behandlingen af børn med læbe-ganespalte er ofte både kompliceret og langvarig (se også afsnittet om spaltetyper og behandling). Meget behandlingsplanlægning foregår derfor ved tværfaglige konferencer. Her besluttes de overordnede retningslinjer for behandlingen i et samarbejde mellem de forskellige fagpersoner samt patienterne og deres familier.

Den del af behandlingen, teamet udfører, foretages på Plastikkirurgisk Afdeling på Rigshospitalet og i Læbe-Ganespalte Centrets specialtandklinik. Centrets sygeplejersker, audiologopæder og speciallæger laver først og fremmest undersøgelser og vejledninger.

Centralisering
Centraliseret behandling af personer med læbe-ganespalte giver en række fordele for patienterne, da hele behandlerteamet opnår en rutine og erfaring, som kommer patienterne til gode. International forskning har da også vist, at kvaliteten af behandlingerne bliver bedre, når det er et rutineret team, der udfører dem.

Gratis behandlingstilbud
Har man læbe-ganespalte, er behandlingstilbuddet i Danmark livsvarigt og gratis. Det vil sige, at personer med læbe-ganespalte altid kan kontakte os, hvis de mener, at spalten giver problemer, som vi kan være med til af afhjælpe.